Kirkelige handlinger

Kirkelige Handlinger

Nadver

” Til ihukommelse af mig…..” således begrunder Jesus vores deltagelse i nadveren.
Når Jesus indstiftede nadveren med brød og vin, var det fordi han ønskede, at vi ikke skulle glemme Ham, for alt hvad han gjorde for os ved sin død og opstandelse.

En ” husker”
Ved at spise det brudte brød ved nadverbordet husker du meget bedre at Jesus brød sit legeme på korset for din skyld, og ved at drikke vinen af bægeret, husker du også meget bedre, at Jesus ofrede sit blod for at frelse dig fra dine overtrædelser og synder.


Fællesskab med Jesus

Det er Jesus, der indbyder os til sit bord. Her får vi på en særlig måde mulighed for at dele troens livsfællesskab med ham. Før vi modtager brød og vin, læser vi fra Bibelen: ” Velsignelsens bæger, er det ikke fællesskab med Kristi blod? Det brød vi bryder, er det ikke fællesskab med Kristi legeme?”

For børn og voksne
I Birkebjergkirken er Nadveren et fællesskabsmåltid for hele familien. Børnene deltager sammen med forældre eller andre voksne. Alle kan være med i skriftlæsninger, trosbekendelsen, lovsange, bøn og forbøn. Ved nadverbordet har vi fællesskab med Jesus og fællesskab med hinanden.

Betjening
Som regel uddeles vin og brød til hver enkelt medens man sidder på sin plads. Ønsker man af en eller anden grund ikke at deltage i nadveren, lader man bare brød og vin gå forbi til den næste. Det er præst, menighedsråd eller andre udvalgte fra menigheden, der tjener ved nadveren. Af hensyn til børnene anvender vi altid alkoholfri vin.

Barnevelsignelse

Barnevelsignelse er en handling, i hvilken forældrene i menighedens fællesskab takker Gud for det barn de har fået.

I tro på, at børnene hører Gud til, bæres barnet frem for under forbøn og håndspålæggelse at modtage Guds velsignelse. I Handlingen er barnet genstand for menighedens omsorg og forbøn, samtidigt som den udtrykker ønsket om at barnet skal vokse op og leve i Guds kærlighed.

Barnevelsignelsen har sit forbillede i Jesu velsignelse af de små børn.

Dåb

Vi døber, fordi Jesus Kristus har befalet det.
Vi tror ikke, at der i dåben er genfødelse, men at dette alene er i troen på Jesus Kristus.
Birkebjergkirken  har sine rødder i den del af kirkelivet, hvor dåb af voksne er det mest almindelige.
Dåben i Birkebjergkirken er en personlig afgørelse, hvor den troende bekender og bekræfter det liv i Gud, som Jesus Kristus byder os ind i.
Det er afgørende, at give den enkelte person frihed til at følge sin egen samvittighed. Derfor anerkender vi enhver dåb som sker i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.
Dåb af børn sker, fordi vi tror, at alle børn er Guds børn. Vi tror, at hvert eneste barn er skabt i Guds nåde for at tilhøre Gud. Og vi døber de små, fordi Jesus selv tæller børnene med i Guds rige, hvor han i øvrigt anser dem for at være de største.
I Kirkehistorien benævnes det som ” Det Metodistiske Dåbssyn.”

Det teologiske grundlag og syn på dåben er udtrykt i
Det Danske Missionsforbunds Synode af 1967.

Dåbspraksis

I Birkebjergkirken praktiseres dåb efter følgende vejledning:

Dåb af voksne
Når en person kommer til tro, bør han/hun lade sig døbe, hvis det ikke tidligere er sket. Menigheden praktiserer fortrinsvis dåb af voksne.

Dåb af voksne, som tidligere er døbt
Hvis en person er døbt som barn, men af samvittighedsmæssige eller personlige grunde ikke kan forholde sig til sin dåb, kan han/hun lade sig døbe.

Bekræftelse af tro og dåb
Hvis en person er døbt som barn, men af samvittighedsmæssige eller personlige grunde har behov for at bekræfte sin dåb, kan dette ske. Handlingen fortages i modsætning til dåb uden vand.

Dåb af børn
Forældre skal i samtale tilbydes barnevelsignelse, som er Birkebjergkirkens praksis/tradition. Når troende forældre af samvittighedsmæssige eller personlige grunde fastholder ønsket om dåb af deres barn, kan dette ske.

se også    Det Danske Missionsforbunds Synode af 1967

Dåbshandlingen
Dåben gennemføres, efter vejledning og inspiration fra Det Danske Missionsforbunds ”Håndbog for Kirkelige handlinger” af 1994, ved en af menighedens ordinære gudstjenester. Handlingen kan efter særlige ønsker og forhold – henlægges til naturen, hjem, hospital eller en særlig dåbsgudstjeneste.

Det forudsættes:
– at der udføres én form for dåb (barn/voksen) i den enkelte    gudstjeneste. Dog vil der i samme gudstjeneste efter ønske kunne gennemføres husstandsdåb.
– at én præst/ dåbsforretter udfører dåben i samme gudstjeneste.

Samvittighedsfrihed for præst/dåbsforretter
Når præst/dåbsforretter af samvittighedsmæssige grunde ikke kan foretage ovenstående dåbshandlinger, skal præst/dåbsforretter og menighedsråd i samråd med de som ønsker dåb, tilkalde en anden præst/dåbsforretter fra menigheden eller Det Danske Missionsforbund.

Dåbsundervisning
Før dåbshandlingen skal alle dåbskandidater modtage dåbsundervisning ud fra Bibelen, Det Danske Missionsforbunds Synode af 1967 samt Vejledning til dåbspraksis i Birkebjergkirken. Undervisningen foretages af menighedens præst. Såfremt menigheden er uden præst, foretages undervisningen i samråd med menighedsråd.

Frikirkelig konfirmation

I Birkebjergkirken er frikirkelig konfirmation en festgudstjeneste, som afslutter undervisningen for årets konfirmander. I gudstjenesten understreger konfirmanderne centrale sandheder i Guds ord og modtager desuden Guds velsignelse under bøn og håndspålæggelse.