Hanne Lebæk Jakobsen udstiller i Birkebjergkirken

Kunstudstilling med temaet ”Nærvær”

Overskrifterne i det meste af dette år har hovedsageligt handlet om at holde ”afstand” for at begrænse udbredelsen af corona. I Birkebjergkirkens kunstudstilling i efteråret er temaet derimod ”nærvær”, og billederne er malet af Hanne Lebæk Jakobsen, som til dagligt arbejder som skolepædagog. ”Jeg underviser børn i bl.a. billedkunst, hvilket også kan give mig stor inspiration, da børn er umiddelbare og ofte impulsive i deres fremstilling, som giver fantastiske billeder,” nævner Hanne Lebæk Jakobsen.

Om sit kunstneriske virke påpeger hun: ”Jeg har malet og skabt billeder i 12 år og maler i min fritid, når tiden og motivationen er til stede. Jeg har aldrig nogen færdig plan, når jeg begynder et billede. Det opstår imens jeg maler og under processen, da jeg maler intuitivt og lader mig føre af min hånd og mine spontane ideer undervejs. Mine tanker jages på flugt, og jeg lever mig ind i det univers, jeg er ved at skabe. Mine billeder er derfor også meget forskellige i sit udtryk. Jeg sætter stor pris på nærværet og nuet imens jeg maler. Der er altid et abstrakt udtryk i mine billeder. Farverne er ofte naturens farver, og ofte optræder der fugle eller andre figurer i billederne. Du kan gå på opdagelse og opleve mange stemninger og tolkninger, som er helt dine egne. Der findes ingen sandhed i den måde, man tolker billederne på.”

Hanne Lebæk Jakobsen har udstillet mange forskellige steder i årenes løb, bl.a. på Filosoffen i Odense, og hun har været med i Atelier/Galleri Det Ny Holmegaard, som nu desværre er nedlagt.

Ved den kommende udstilling i Birkebjergkirkens lokaler på Tommerupvej 4, Næstved er der fernisering søndag den 13. september 2020 kl. 12.00 til 13.30. Efter ferniseringen kan billederne ses i Birkebjergkirkens åbningstider ved gudstjenester, møder og arrangementer, og ellers ved at ringe på telefon 55 70 03 93 til pastor emeritus Leo Hansen.