Formand for menighedsrådet: Stine Brejner har ordet.

Formand for menighedsrådet: Stine Brejner har ordet. En af gospelkorets sange lyder i omkvædet således: Jeg vil aldrig forlade dig, jeg elsker dig. Første vers siger: Glemmer en moder sit barn? Den baby, hun bar? Nej – og gjorde hun det, så ville jeg ikke glemme dig. Vers to: Jeg har skabt dig, jeg kender dit hjerte. Jeg husker dine dage, den byrde du bærer. Jeg elsker dig, jeg glemmer dig ikke, jeg har skrevet dit navn på min hånd. (Inspiration Esajas 49, 15-16). Ingen af os går igennem livet uden at møde dage, vi helst var foruden, tunge byrder, oplevelser som er svære at gå igennem og svære at se tilbage på. Jeg har indtil nu ikke fundet nogen hurtig løsning – på nudansk quickfix – til at fjerne problemer fra mit liv. Men jeg har gennem tiderne oplevet, at det at have et fundament, et fast udgangspunkt, som jeg kan vende tilbage til og insistere på eksisterer, når det bliver tungt omkring mig, gør at jeg ikke føler, at jeg står helt alene og alt er tabt. Som i teksten i Esajas er det værd at huske på, at Gud siger, han husker os, vi er tegnet i Hans hånd. Der står ikke, at vi skal have problemfri liv, men at Gud kender den byrde, vi bærer. En delt byrde er halvt så tung – så del dine byrder med familie, venner og – ikke mindst – tal med Gud om det. Han husker dig, Han elsker dig og har dig tegnet i sin hånd. Og velkommen til næste gospelgudstjeneste – måske synger koret lige præcis ”I will never leave you”! Jeg ønsker alle en god, velsignet sommer!

En skabertrang, der eksploderer af farver og lys

Om udstillingen: Lys, leg og skabertrang

I maj og juni får vi igen glæde af Lizzie Røpkes malerier.

På søndag d. 5. maj efter gudstjenesten, så inviterer vi til fernisering af udstillingen: “Lys, leg & skabertrang”, hvor Lizzie selv deltager og fortæller om sin kunst og skabertrang. Lizzie har på søndag også sin produktion af lædertasker med, så det er muligt at købe en til dig selv – eller en hurtig mors-dags-gave?! 😉

Søndag d. 5. maj kl. 12.00-13.30 er der fernisering på en ny maleriudstilling i Birkebjergkirken, Tommerupvej 4 i Næstved. Du er selvfølgelig også velkommen til gudstjenesten kl. 10.30. Vi indleder ferniseringen med at Lizzie fortæller lidt og du kan stille spørgsmål.

Der bydes på kaffe, te og lidt sødt til ganen ved ferniseringen og “kirkekaffen”.

Kom frimodigt og tag del i fællesskabet.

Om udstillingen: “LYS, LEG OG SKABERTRANG”

Lizzie fortæller bl.a.: ”Mine tanker svæver frit og det bliver tydeligt, at jeg lægger vægt på at farverne er stærke sammen, og lyset som så får maleriet til at stråle af energi, håb og kærlighed som det liv der er givet os. Jeg arbejder meget med motiver af himlens forunderlige skiften. Lyset, mørket, solen og farverne som giver den stemning til motivet i mit maleri, som jeg lige nu har i mit indre univers”.

Lizzie Røpke maler med forskellige virkemidler. Farverne bliver spartlet eller penselstrøget på, kradset i og andet. Hun lægger ikke skjul på at det indre liv f.eks. temperamentet bag, er med til at danne enten kraftfulde farveanslag eller et sart farvespil, sammen med lysets spil i maleriets flader.

Indimellem maler hun fantasidyr som papegøjer og fisk, der næsten bliver som små historier til børnebøger.

Lizzie har før udstillet i kirken og vi glæder os over igen at få glæde af Lizzies farverige værker. Lizzie har tidligere boet her på Sydsjælland, men er flyttet mere sydligt til Falster.

Du kan følge Lizzie Røpke på …
Hjemmeside: lizzieroepke.dk
Instagram: @lizzieropke

Du kan se udstillingen i kirkens åbningstider eller kontakte vores præst for en fremvisning efter aftale.