Birgit Pathuel udstiller i Birkebjergkirken 3. april – 15 maj 2022

Et billede lever kun for den, der betragter det

Birgit Pathuel er kunstner og højskolelærer, og ovenstående citat af Picasso kan blive virkelighed for dem, der i den kommende tid begiver sig hen for at se hendes udstilling i Birkebjergkirken, Næstved fra 3. april til 15. maj 2022.

Birgit Pathuels materialevalg er varieret og omfatter bl.a. silke, papir, lærred og mange farver. I den forbindelse påpeger hun: ”Silken har en lethed og bevægelighed, som ingen andre materialer rummer. Papir og lærred har en anderledes stramhed.” Og om sit kunstneriske virke fremhæver hun: ”Livet er at arbejde med form og farve. Jeg har i mange år arbejdet med billedsprogets udtryksformer, og min inspiration finder jeg ved mødet med andre mennesker, gennem mit arbejde som højskolelærer, i naturen, på rejser og i litteraturen.”

Ved den kommende udstilling i Birkebjergkirkens lokaler på Tommerupvej 4, Næstved er der fernisering søndag den 3. april 2022 kl. 12.00 til 13.30. Efter ferniseringen kan billederne ses i Birkebjergkirkens åbningstider ved gudstjenester, møder og arrangementer, og ellers ved at ringe på telefon 55 70 03 93 til pastor emeritus Leo Hansen.