Fastetiden

Ugen der begynder med fastelavn er indgangen til fastetiden – og det er netop denne tid nu, hvor dette skrives.

Ugen begynder med fastelavn, hvor der bliver fejret, festet, lavet spas og spist lækkeri. Man slår sig løs inden man træder ind i fasten.

Tirsdagen i denne uge kaldes “hvide tirsdag” og i engelsktalende lande for pandekagedag. Navnet har den efter en hvid æggesøbe og andet hvidt, som man spiste på denne dag.

Og så begynder fasten om onsdagen på Askeonsdag. I nogen kirketradition går man sammen ind i fastetiden med en gudstjeneste, hvor man slutter med at få tegnet et kors med aske i panden. I øvrigt en aske, som laves af at brænde de palmegrene som har udsmykket kirken Palmesøndag året før, og det markere jo fint at fasten også er en forberedelses tid frem mod påsken.

I anledningen af askeonsdag og indgangen til fastetiden, så deler jeg her en refleksion over Esajas’ bog 58,8-12. Det er et kapitel som netop handler om faste og sabbat, omend det ikke fremgår så tydeligt i de valgte vers. Men du kan her læse hvordan versene minder mig om hvad der er vigtigt i fastetiden.

Es. 58 særlig 8-12 – og fokus på versene 8-9
Fastetiden er en tid til give plads. Plads til at søge dybere ind i vores Guds-relation.At slippe og rydde ud i det, der fylder op i det indre – hjertets propfulde og rodede pulterkammer.Det kan bl.a. betyde at vi skal give slip på nogen af alle de ydre ting og handlinger, som vi bruger til at søge lindring og trøst igennem. Give slip og søge lindring, trøst og andet vi længes efter hos Gud.
Dér, i det tætpakkede og rodede indre pulterkammer, kan der på en gang være skramlende larm – og samtidig være så tætpakket og lyddæmpende – at det er svært at høre Gud. Der er så meget der kalder på vores opmærksomhed, så når vi gør et forsigtigt forsøg på at kalde på Gud, så kan vi ikke høre hans svar.
“Da kalder du og Herren vil svare, da råber du om hjælp, og han siger: Her er jeg!”Er det da virkelig nødvendigt at råbe for at Gud gider at høre os?Nej, han hører os faktisk før vi kalder, for han kender os bedre end vi kender os selv. Men VI kan have brug for at råbe for at høre os selv. Vi kan have brug for at råbe højt i hjertets indre for virkelig at mærke vores længsel og smerte.Og til det svarer Gud: “Her er jeg!”Han svarer: “Jeg er også smerte og længsel. Jeg er her allerede – midt i dit overfyldte liv.””Jeg er her og jeg vil relationen med dig.”
En norsk præst og forfatter, der hedder Jens-Petter Jørgensen, som jeg har haft fornøjelse af at blive undervist af nogle gange, han siger:Tro staves r-e-l-a-t-i-o-n. Relation. Og jeg oplever at Esajas 58 minder os om hvordan relationen med Gud altid hænger tæt sammen med vores relation til mennesker. Gud vil relationen med dig – og relationen til andre gennem dig.
Vi har brug for at søge den dybe relation med Gud – at få fjernet noget af alt det, der fylder op i hjertets pulterkammer, så der bliver bevægelsesfrihed til at blive vendt i tro mod den treenige Gud – og det hjælper os til at blive bevæget i den ydre verden. Bevæget til at elske vores næste, mætte hans sult, løse hendes bånd og læge deres sår. En dybere relation med Gud, hvor der bliver plads og frihed til bevægelse og til mere, ja, flere …  end os selv.
Da skal lyset bryde igennem – både inde og ude. Og vi kan komme til at erfare at vi kan bygge med på Guds arbejde. Guds arbejde med at genopbygge vores egne og andres menneskelig ruiner.
Begynd med at give plads til en dybere relation med Gud, hvor du åbner op for og kalder på Gud – og giver
dig tid til at lytte på hans: Jeg er her.

Hvordan vil du finde bevægelsesfrihed, give plads til en dybere relation med Gud i de kommende dage og uger frem mod påsken?