Leo Hansen har ordet

Ferie med udsigt

Rigtig mange foretrækker at afholde ferie i Danmark. Ikke mindst på Bornholm. Solskinsøen i Østersøen. Skal vi gøre det igen i 2022? Måske. Vi boede der som præstepar i 1973 – 1978.

Det kunne være dejligt endnu en gang at opleve øens lys, bølgerne der brydes på klipperne, den syngende dialekt, miljøet i de smukke byer og skønne havne – og ikke mindst udsigten til Sverige fra Vang, hvor vi havde sommerhus tæt på Hammershus.

I mit arbejde på kontoret gik jeg i stå i minder og feriedrømme. Jeg havde nemlig lige læst et nyhedsbrev fra forfatteren og journalisten Charlotte Rørth. Her fortæller hun fra en ti kilometer lang vandring rundt om Hammershus med den svenske præst og forfatter Peter Halldorf:” Det skete mere end én gang på den lange vandring, at Peter sakkede agterud. Ikke, fordi han ikke havde gode ben den dag eller er uvant med at gå. Næh, det var udsigten, der fastholdt ham. Udsigten over til Sverige. Udsigten til sit hjemland.

”Så fint det er,” sammenfattede han just inden stien delte sig, og vi enten skulle gå op til borgruinen eller ned i Mølledalen. Vi stod stille lidt. Han så hjem. Jeg så ud. Da vi kom ned i dalen, var der læ og gule smørblomster sat op imod en knaldende blå himmel. At Peter Halldorf er svensk, er ingen i tvivl om, men at han er det, er ikke som sådan af betydning for ham. Det, der har betydning er, at han hører til et sted. Et sted, han har lært at gå og altid kan vende tilbage til.”

Med vores tilknytning til Bornholm forstår jeg, at udsigten til det svenske hjemland fra øen kan få en svensker til at gå i stå på stedet. Jeg forstår også, hvorfor 35 personer fra den tværkirkelige forening ”Retræte Bornholm” havde valgt at lytte og vandre på øen med Peter Halldorf nogle majdage i 2022. I min præstetid i Missionskirken i Rønne var der mindst 20 forskellige kirker og trossamfund på øen. Jeg ved ikke, om det er samme antal i 2022.  Men i det tværkirkelige fællesskab kan vi vandre sammen og opdage, at vi tror på den samme Gud, der giver os udsigt til det samme himmelske hjemland.

Jeg ønsker alle en god og velsignet ferie.

Leo Hansen

 Emeritus i Birkebjergkirken Næstved