Nyhedsblad og kalender oktober – november

Download nyhedsblad med kalender

Håb

Af Kirsten Graversen

Vi kan ikke åbne for nyhederne uden at blive konfronteret med smittetal og smittetryk. Og vi bliver bombarderet med påmindelser om at huske at spritte af og holde afstand. Det er selvfølgelig godt at huske disse simple regler, men hvad gør det konstante fokus på potentiel smitte og sygdom ved os som enkeltpersoner og samfund?

Jo, vi bliver bombarderet med frygt – enten frygten for at smitte andre eller selv at blive smittet. Manges liv og valg bliver i denne tid styret af frygt, hvis man da ikke går over i den anden grøft og blæser på alle forholdsregler. Men det er jo ikke kun smittefare og sygdom, der skaber frygt, det gør f.eks. samfundsomvæltninger og klimaforandringer også – i en sådan grad, at selv børn oplever frygt.

Al denne frygt kommer i stor udstrækning på grund af mediernes fokus på frygt. Men som kristne har vi et kæmpe håb, fordi vi tror på – og får lov til at opleve – en kærlig, nærværende og bønhørende Gud. Og Jesus holder aldrig afstand! Lad os som kirke og enkeltpersoner derfor sætte fokus på håb.

Jeg tror, Gud i denne tid kalder os til en dybere relation med ham, hvor vi endnu mere finder ud af, hvor højt han elsker os, og hvad det vil sige at måtte leve under hans beskyttelse og ledelse. Det er i hvert fald, hvad jeg selv har oplevet i coronatiden. De tidspunkter, hvor det var allersværest, var også der, hvor jeg oplevede hans nærvær og trøst allermest, og det skabte håb.

Verden har desperat brug for håb, og jo mere vi kan glæde os over at være Guds børn og finde ud af, hvad barnekår virkelig betyder, jo mere kan vi være med til i vores hverdag at sprede håb

Det er da en dejlig opgave!

Kærlig hilsen Kirsten.