Nyhedsblad og kalender april – maj 2020

Nyhedsblad og kalender april – maj 2020

Aktivt lyttende.
Af Lisbeth Scharla-Friis.

På en af mine daglige morgenlufteture med min hund
blev jeg forleden opmærksom på en ”ny lyd”; lyden af
fuglestemmer, hvilket førte mine tanker hen mod en
ny tid: FORÅR!! En tid, som mange af os længes
mod efter en grå, våd og ufrugtbar vinter.

Samtidig blev jeg også mindet om ”lyden i nuet”, og
være opmærksom og nærværende på den lyd, der er
omkring mig lige nu. Hvem og hvad taler til mig, hvad
skal jeg handle på?

I en tid, hvor corona virus svirrer omkring os, er vi
ekstremt lyttende til sundhedsmyndighedernes råd og
vejledninger, som vi tager handling på, ikke blot i
forhold til os selv, men i allerhøjeste grad også for at
tage vare på hinanden og vise omsorg – og vi ser, at
mange tager et ansvar for hinanden.

I bibelen har vi Guds ord for Hans omsorg og
kærlighed for hele sin skabning og Hans vejledning til,
hvordan vi skal tage imod Hans ord, handle på det og
dele det med hinanden.

Her kommer jeg til at tænke på den undervisning, vi
fik i efteråret; hvordan vi kan tage ansvar for hinanden
og vise omsorg.

Hvordan får vi mere mod til at tale med hinanden om,
hvordan livet er i dag og at dele vores troshistorie?

Hvordan skabes et miljø, hvor man taler mere sandt
og åbent om relationer?

Hvad karakteriserer det menneske som gør, at jeg
vover at tale om mit liv (åbent og villigt).

Vi kom frem til følgende karakteristika:

Tid, imødekommenhed, lyttende, sladrefri,

interesseret, ydmyg, medmenneskelig, fortrolig,

tillidsfuld, diskretion, varm og kærlig, udstråling,

tryghedsskabende, respektfuld, tålmodig,

nærværende, ærlig, fordomsfri, nysgerrig og
medvandrende.

I menighedsrådet er vi meget optaget af og vil
opmuntre til at ovenstående må være kendetegn og
værdier, som vi har med os i vores liv og vandring
med Gud og hinanden – både i menigheden og det
samfund, som vi er en del af.