Kirsten Karlshøj udstiller i Birkebjergkirken

Himmelbuens genspejlinger

Søndag d. 19. marts har vi fernisering på kunstudstillingen med Kirstens Karlshøjs malerier. Kirsten har gæstet vores udstilling før og vi glæder os til hendes ofte abstrakte og lyse billedsprog.

Udstillingen er sammensat med inspiration fra salmen “Spænd over os dit himmelspejl”.

Ferniseringen foregår efter søndagens gudstjeneste – du er velkommen allerede kl. 10.30, hvor søndagens prædiken også trækker på et eller flere af Kirstens værker. Selve ferniseringen begynder kl. 12.00 og vare til 13.30.

Udstillingen løber frem til søndag d. 7. maj og i mellemtiden kan den ses i kirkens åbningstider eller efter aftale med pastor emeritus Leo Hansen eller kirkens præst Nana Green. Se kontaktoplysninger bag på bladet.

Nana Green har ordet

Nana Green har ordet
I efteråret fik jeg min cykel med til Næstved og kunne begynde at cykle fra mit nye hjem til kirken. Det var ved at være længe siden jeg havde cyklet sidst, så jeg tillagde den første tunge cykeltur til kirken, at jeg var i usædvanlig dårlig form. Det var det nok også lidt formen, som spillede ind, men en af de efterfølgende dage fik jeg trykket på dækkene med mine fingre og kunne mærke, at dækkene faktisk manglede en del luft.

Jeg fik lånt en cykelpumpe hos naboen og fik pumpet begge cykeldæk behørigt op, så dækkene nu var luftfyldte og spændte.

Den næste tur på cykel til og fra kirken gik flere minutter hurtigere og føltes slet ikke så tung at cykle.

Når dækkene er flade, så skal de lappes. Har dækket tabt luft, så skal det pumpes. Ellers bliver det unødigt tungt at træde i pedalerne og køre med dem.

Det er ikke bare et praktisk cykelråd, men også et billede som du kan bruge i forhold til livet og hverdagen. Det er tungere at køre på flade dæk – også når det er livets dæk, der taber luft.

Vi har brug for luft i vores dæk – og jeg tror på at den særlige luft er Guds ånd i os. Vi har brug for at lade den få plads og være i os, lytte til den og lade Gud være den der lapper os, når vi punkterer eller være den der giver os livsånde – luft – til den videre færd på vejen.

Hvordan har dine livs dæk det for tiden? Mangler de luft? Er du punkteret?

Og hvordan kan du give plads og tid til at blive lappet og få ny luft fra Gud?

Linette Frandsen udstiller i Birkebjergkirken

Linette Frandsen maler akryl- og akvarelmalerier, og hun er formand for kunstnergruppen Solsikken fra Roskilde. Fra søndag den 15. januar 2023 udstiller hun sine kunstværker i Birkebjergkirken i Næstved.

Om sit virke nævner hun: ”Min kunst bærer præg af det sensitive i livet, lyset og mørket, naturens skiftende lys, komplementærfarvernes virkning i maleriets tilblivelse, den fede akrylmalings berøring af det hvide lærred og den magiske virkning det giver.”

Fernisering på udstillingen finder sted i Birkebjergkirken, Tommerupvej 4, Næstved søndag den 15. januar 2023 kl. 12.00 til 13.30. Efter ferniseringen kan billederne ses i Birkebjergkirkens åbningstider ved gudstjenester, møder og arrangementer, og ellers ved at ringe på telefon 55 70 03 93 til pastor emeritus Leo Hansen.

Carsten Jensen har ordet

Carsten Jensen har ordet

Året som gik.

Nu er året 2022 snart gået, og det har budt på mange forskellige muligheder og trusler.

Af de store og udefra kommende trusler, kan nævnes Corona virus og krigen i Ukraine.

Ting vi ikke har kunnet forhindre i at komme, men har måtte finde veje til at leve med.

Vi har kunnet stå sammen om at forsøge på ikke at smitte hinanden, og lavet indsamlinger til hjælp for de krigsramte ukrainere.

Troen på at vi sammen kan gøre en positiv forskel midt i udfordringerne, har fået os til at holde sammen i kirkens forskellige fællesskaber.

Selv om vi også personligt er blevet ramt af sorg og tab i året som snart er gået, så er der både tro og håb for at finde en konstruktiv vej igennem dette.

Optimismen, håbet er givet til os i troen på en omsorgsfuld og kærlig Gud.

”Jeremias 29, 11-13. For jeg ved, hvilke planer jeg har for jer, siger Herren, planer om fred og ikke om ulykke, planer om fremtid og håb. Når I beder til mig om hjælp, vil jeg høre jer, når I søger efter mig, vil I finde mig. Ja, hvis I søger mig af hele jeres hjerte, vil I finde mig.”

Nana Green udstiller i Birkebjergkirken

Solopgange fra det høje

Fra 20. november til 8. januar vil man i Birkebjergkirken, Næstved kunne opleve en fotoudstilling med titlen “Solopgange fra det høje”. Der vil være en hovedvægt af morgenrøde- og solopgangsmotiver, men der sniger sig også andre motiver ind. Og en del af motiverne vil være relateret til citater fra digte, sangtekster, litteratur, bibel- eller salmevers.

Det er Birkebjergkirkens præst, Nana Green, der har skabt fotografierne. Nana er oprindelig uddannet typograf, men bevægede sig senere over i teologien, og for tre år siden blev hun ansat som præst i Birkebjergkirken. Men ved siden af sin præstegerning er hun en meget kreativ amatørfotograf. Om sin interesse for fotografering siger hun selv:

  ”Jeg fik stukket et kamera i hånden fra jeg var 5 år gammel, og som teenager overtog jeg et spejlreflekskamera fra min far, da han købte et nyt. Så jeg har ofte været den der havde kamera med i den tid hvor vi ikke alle sammen havde et kamera i telefonen.

   Det visuelle taler meget til mig – og derfor kan jeg godt lide at fotografere, lave krusseduller eller illustrationer i forbindelse med undervisning.

   For omkring 10 år siden blev jeg optaget af lyset og stemningen ved solopgangstid. Morgenrøden har mange forskellige udtryk før solen står op. Det blev betydningsfulde morgensuk for at mig at stå op og se morgenrøden og solopgangen – særligt i perioder af mit liv, hvor jeg var trist eller livet var lidt svært.”

Fernisering på udstillingen finder sted i Birkebjergkirken, Tommerupvej 4, Næstved søndag den 20. november 2022 kl. 12.00 til 13.30. Efter ferniseringen kan fotoudstillingen ses i Birkebjergkirkens åbningstider ved gudstjenester, møder og arrangementer, og ellers ved at ringe på telefon 55 70 03 93 til pastor emeritus Leo Hansen.

Nana Green Har ordet

Nu- og nærværende

Er du præget af mange tanker om, hvad du burde have gjort eller burde gøre? Og hvad nu hvis?

Henri Nouwen, en hollandsk katolsk præst, forfatter, professor og teolog skriver:

”De virkelige fjender er burder og hviser. De trækker os baglæns ind i den fortid, som ikke kan forandres, og forlæns ind i den uforudsigelige fremtid. Men det virkelige liv foregår her og nu. Gud er en Gud i nutid.

Gud er altid i øjeblikket, uanset om det øjeblik er hårdt eller let, glædeligt eller smertefuldt. Når Jesus talte om Gud, så talte han altid om Gud som den der er, hvor og når du er … Gud er ikke kun en som var eller vil være engang.”

Henri Nouwen fortsætter med at skrive, at Gud er den som er, og som er for mig i det nu- og nærværende, og at Jesus er den, som er kommet for at fjerne byrden af fortiden og bekymringerne for fremtiden. ”Han (Jesus) vil, at vi skal opdage Gud lige hvor vi er, her og nu.”

Så med inspiration fra Nouwen så er min opfordring til dig: Vær i nuet og livet som det er – og åben dig for Gud lige nu. Tal med Gud om alle dine ”jeg burde” og ”hvad nu hvis” – og slip dem hos ham. Lige nu, lige her.

Benny Bondo udstiller i Birkebjergkirken

Benny Bondo udstilling i Birkebjergkirken fra den
11. september til den 13. november 2022

Sjove og ironiske følelser på overarbejde
Fra den 11. september til den 13. november 2022 udstiller kunstneren Benny Bondo sine
kunstværker i Birkebjergkirken, Tommerupvej 4, Næstved.
”I min verden kommer sjove og ironiske følelser på overarbejde”, siger Benny Bondo og fortsætter:
”Er man først begyndt på at lave kunst, vil det berøre en resten af livet, og måske også efter. Gennem årene
er jeg blevet antaget på en del censurerede udstillinger bl.a. på den statscensurerede Kunstnernes
Sommerudstilling (KS) i Janus bygningen.”
Om sine kunstneriske udtryk siger Benny Bondo: ”Jeg bevæger mig mellem forskellige verdener, det
realistiske og det surrealistiske landskab, hvor begreberne blandes sammen. Det er et univers med gåder,
humor, alvor og fortællinger. Billederne sætter tankerne i gang, der er altid en historie, som skal fortælles. I
mine små finurligheder dukker der af og til en anden mening op.”
Der er fernisering på udstillingen i Birkebjergkirken søndag den 11. september 2022 kl. 12.00 til 13.30. Efter
ferniseringen kan billederne ses i Birkebjergkirkens åbningstider ved gudstjenester, møder og
arrangementer, og ellers ved at ringe på telefon 55 70 03 93 til pastor emeritus Leo Hansen.

Retrætedag

Hvad er en retræte?

Retræte betyder at trække sig tilbage.  I en hverdag, hvor der er mange forstyrrelser, mange måder at blive afbrudt og kontaktet på det meste af døgnet, så er der endnu mere brug for tid, ro og rum for stilhed, fordybelse og bøn uden afbrydelser – tid til at lytte til det roen giver plads til .

En retræte er ikke virkelighedsflugt, men kan give et savnet rum for nærvær med Gud og dig selv, som kan give blik for det vigtige i hverdagen.

Så prøv en dag hvor båden trækkes på land – før den igen sættes i søen til den videre sejlads.

Retræte har sin inspiration og rødder i biblen

Evangelierne fortæller, at Jesus ofte søgte Gud ved at tage væk for at være i stilhed og ensomhed.
I Matt. kap. 4 fortælles der, at Jesus efter sin dåb i Jordanfloden, trak sig tilbage i ørkenen i fyrre dage for at søge Gud. Samtidig tog Jesus ofte sine disciple med til steder, hvor de kunne være alene, og i Markusevangeliet 6, 31 siger Jesus til sine disciple “Kom med ud til et øde sted, hvor I kan være alene og hvile jer lidt.” I Biblen er der også eksempler på en række andre personer, som i ensomhed søgte Gud. På retrætedagen er du ikke alene i stilheden, men sammen med andre. Det giver faktisk et særligt fællesskab at være stille sammen.

Retrætedagen begynder med fælles morgenkaffe, rundvisning i kirken, introduktion til retræten, derefter vil der være en stund i kirken med en salme, en guidet bibelmeditation og her træder vi ind i stilheden sammen. Undervejs er der frokost og vi slutter med en fælles nadverstund som udgang for stilheden, og der er mulighed for eftermiddagskaffe til sidst På dagen vil hele kirken være indrettet med enkelte ”stationer” der kan understøtte eller inspirerer din fordybelse i dagens valgte bibeltekst.
Der vil være mulighed for bibellæsning, bøn, refleksion, kreativ udfoldelse og hvile i relation til teksten og i forhold til dit eget liv.

I løbet af dagen vil der også være mulighed for en kort samtale med en af retrætedagens ledere.

Uanset din erfaring med retræte eller kirkeliv, så er du velkommen til at deltage i retrætedagen, da vi sørger for at guide dig og de øvrige deltagere trygt igennem.Det kræver dog tilmelding.

ARRANGØRER: Birkebjergkirken i Næstved ved kirkens præst Nana Green med flere. Dagen arrangeres i et samarbejde mellem andre sjællandske menigheder i Evangelisk Frikirke Danmark.

STED: Birkebjergkirken, Tommerupvej 4, Næstved

PROGRAM OG DAGENS FORLØB
Kl. 9.00 Morgenmad, derefter rundvisning i kirken
kl. 9.30. Retræte begyndende med fælles bibelmeditation
kl. 12.00 Frokost
Kl. 12.30 Retræten fortsætter
Kl. 15.00 Fælles nadverstund hvor vi sammen går ud af stilheden

Derefter er der mulighed for at drikke en kop kaffe eller te sammen med de andre.

Medbring gerne bibel, notesbog, tegneredskaber og – med stor frimodighed – pude og tæppe til evt. hvile.
En varm trøje vil formentlig være praktisk og behageligt. Når man er i hvile/ro kan lettere komme til at fryse. Desuden varmt overtøj og udesko, da der er mulighed for en gåtur. Hele dagen vil der være kaffe, te, vand og frugt stillet frem.

PRIS: 90,- kr.  Dækker forplejning på dagen, som indbetales ved bekræftelse på mail via MobilePay på 300636 (OBS: indbetaling SKAL mærkes: ”Retrætedag) eller kontant efter aftale med Nana Green.


TILMELDING senest søndag d. 14. oktober 2022 kl. 12.00 på e-mail:  Skriv til tilmeld@birkebjergkirken.dk og skriv “Retrætedag 2022” i emnelinien. Oplys antal tilmeldte og navn(e). Afvent bekræftelse før du betaler!

OBS: Der er begrænset antal pladser på retrætedagen, så tilmelding sker efter først-til-mølle princippet.

MERE INFO ELLER SPØRGSMÅL
Kontakt Nana Green på tlf. 30531755 eller skriv på e-mail: nana@birkebjergkirken.dk.

Leo Hansen har ordet

Ferie med udsigt

Rigtig mange foretrækker at afholde ferie i Danmark. Ikke mindst på Bornholm. Solskinsøen i Østersøen. Skal vi gøre det igen i 2022? Måske. Vi boede der som præstepar i 1973 – 1978.

Det kunne være dejligt endnu en gang at opleve øens lys, bølgerne der brydes på klipperne, den syngende dialekt, miljøet i de smukke byer og skønne havne – og ikke mindst udsigten til Sverige fra Vang, hvor vi havde sommerhus tæt på Hammershus.

I mit arbejde på kontoret gik jeg i stå i minder og feriedrømme. Jeg havde nemlig lige læst et nyhedsbrev fra forfatteren og journalisten Charlotte Rørth. Her fortæller hun fra en ti kilometer lang vandring rundt om Hammershus med den svenske præst og forfatter Peter Halldorf:” Det skete mere end én gang på den lange vandring, at Peter sakkede agterud. Ikke, fordi han ikke havde gode ben den dag eller er uvant med at gå. Næh, det var udsigten, der fastholdt ham. Udsigten over til Sverige. Udsigten til sit hjemland.

”Så fint det er,” sammenfattede han just inden stien delte sig, og vi enten skulle gå op til borgruinen eller ned i Mølledalen. Vi stod stille lidt. Han så hjem. Jeg så ud. Da vi kom ned i dalen, var der læ og gule smørblomster sat op imod en knaldende blå himmel. At Peter Halldorf er svensk, er ingen i tvivl om, men at han er det, er ikke som sådan af betydning for ham. Det, der har betydning er, at han hører til et sted. Et sted, han har lært at gå og altid kan vende tilbage til.”

Med vores tilknytning til Bornholm forstår jeg, at udsigten til det svenske hjemland fra øen kan få en svensker til at gå i stå på stedet. Jeg forstår også, hvorfor 35 personer fra den tværkirkelige forening ”Retræte Bornholm” havde valgt at lytte og vandre på øen med Peter Halldorf nogle majdage i 2022. I min præstetid i Missionskirken i Rønne var der mindst 20 forskellige kirker og trossamfund på øen. Jeg ved ikke, om det er samme antal i 2022.  Men i det tværkirkelige fællesskab kan vi vandre sammen og opdage, at vi tror på den samme Gud, der giver os udsigt til det samme himmelske hjemland.

Jeg ønsker alle en god og velsignet ferie.

Leo Hansen

 Emeritus i Birkebjergkirken Næstved